Det er april 1944. Louis Aerts arbejder på sine forældres gård, da tre amerikanske flyvere, der er blevet skudt ned over Holland, pludselig dukker op foran ham. De er udmattede og sultne og har en besked med på hollandsk:
„Kan I hjælpe os? Vi er tre amerikanere. Vi er sultne og er kommet til fods fra Holland. ”
Louis og hans kone, Maria, tager sig af mændene og skjuler dem for de tyske soldater. Efter fire nætter rejser flyverne videre. Louis og Maria tror, at faren er overstået, men de bliver forrådt.
Den 28. juni ankommer SiPo (Sicherheitspolizei) til Hoeve de Ploeg i Herselt på jagt efter Louis. Det lykkes ham at gemme sig i laden, men da tyskerne ikke kan finde ham, tager de i stedet Maria og Louis’ bror Frans med.
Louis flygter til sine svigerforældres hjem. Sammen beslutter de, at han ikke skal melde sig selv, da de tror, at Maria og Frans til sidst vil blive løsladt.
Maria og hendes svoger Frans tvinges om bord på et tog med kurs mod Tyskland. Kvinderne sendes til en anden koncentrationslejr end mændene, men de udsættes for den samme behandling: de bliver frataget deres tøj, deres hoveder bliver barberet, og deres kroppe desinficeres. De får udleveret en uniform og et nummer. Fra det øjeblik er Maria fange nr. 51015.
Livet i lejren er hårdt. Kvinderne støtter hinanden, når de kan, og inden de går i seng, synger de sammen for at holde modet oppe.
Men de hårde vilkår tager sin tol. Maria er sulten, udmattet og bliver syg. Kort tid efter får alle kvinderne besked på at forlade lejren til fods. Maria er for svag til at gå og bliver tilbage sammen med de andre syge fanger.
Kort tid efter dør hun. Hun er kun 24 år gammel.
Et par dage senere befries lejren af Den Røde Hær.
Denne historie er oversat automatisk og kan indeholde fejl. Vis den engelske tekst
