Nathan og Heintje var religiøse jøder, som opdrog deres seks børn (hvoraf to døde unge) i jødiske traditioner. Som aktive medlemmer af det jødiske samfund i Lochem var Nathan formand for Gewre Talmoed Thora, en bibelstudieforening, mens Heintje i 1922 indsamlede midler til ofre for pogromer i Ukraine og var formand for Bigdei Koudesj, der administrerede rituelle genstande i Lochem-synagogen. Uden for det jødiske samfund var Heintje involveret i den kommunale komité for forebyggelse af skolevægring fra 1923 til 1935. I april 1942 flyttede Nathan og Heintje til Zwolle for at bo sammen med en datter og svigersøn, men blev tvunget til at flytte til Amsterdam otte måneder senere. På trods af deres arbejde for Det Jødiske Råd blev de deporteret til Westerbork den 25. maj 1943 og derefter til Sobibor, hvor de blev dræbt ved ankomsten den 23. juli 1943. Deres sønner Manuel og Simon Philip led samme skæbne den dag, mens sønnen Salomon blev myrdet tidligere i juli. Deres børn Aaltje, Alexander, Rika og Rosette overlevede krigen i skjul.
Denne historie er oversat automatisk og kan indeholde fejl. Vis den engelske tekst
