Midt om natten gennemfører tyske Gestapo-agenter en razzia i flere hjem i Tessenderlo og anholder Frederic, Petrus, Frans, Albert og Jozef, som alle er medlemmer af modstandsgruppen BNB. De anklages for modstandsaktiviteter og for at have hjulpet folk i skjul og bliver deporteret til Tyskland og sendt til forskellige arbejds- og koncentrationslejre, hvorfra ingen af dem vender tilbage.
Den 10. maj 1944 sendes et brev fra Frans fra fængslet i Antwerpen til hans højgravide kone: »Hvordan har du det, Vitaline? Jeg håber, at når du modtager dette brev, er barnet allerede født, og at alt er gået godt. Spørg mig ikke, hvordan jeg har det med det; den tanke plager mig dag og nat .” Netop den 10. maj fødes deres yngste søn.
Vitaline holder fast i troen på, at Frans vender tilbage. År efter krigen får hun endda taget et familiefoto, så Frans kan se, hvordan børnene er vokset, selvom der ikke er nogen adresse at sende det til…
Den officielle erklæring lyder: »Døde af udmattelse under transporten.« Det er, hvad hun får at vide om sin mand efter krigen. For at finde ud af mere søger hun efter vidneudsagn fra overlevende. Hun samler brudstykker af oplysninger, men der er ikke meget: „Frans var fuldstændig udmattet, da jeg så ham for sidste gang .“ »Jeg så aldrig, at han blev mishandlet, men jeg kunne se på hans skader, at han havde været udsat for grov mishandling .«
Ligesom Vitaline sidder mange familier tilbage med dybe ubesvarede spørgsmål. Overlevende fra lejrene gør deres bedste for at informere pårørende så præcist som muligt, men vidnesbyrdene er undertiden forvirrende eller modstridende. Folk havde gennemgået så mange rædsler, at det er forståeligt, at minder smelter sammen, og datoer bliver forvekslet.
Døde Frans af udmattelse under en transport mellem to lejre? Eller blev han skudt under den transport, som en rapport antyder? Vitaline og hans fem små børn får aldrig rigtig vished.
Denne historie er oversat automatisk og kan indeholde fejl. Vis den engelske tekst
